“SOM FORSYNINGSVIRKSOMHED har vi en forpligtelse til at hjælpe vores kunder med at spare på energien, og da vi selv skulle bygge ny administration, ville vi gerne vise, hvor energieffektivt det kan gøres,” forklarer driftsleder Jan Diget, Skagen Varmeværk. Derfor skulle energioptimering tænkes ind i byggeriet.
Valget faldt på en løsning fra entreprenørfirmaet Trigon, hvor opvarmningen om vinteren sker med returvand fra byens fjern- varme og nedkølingen om sommeren sker ved hjælp af et jordvarmeanlæg.
Især kølingen ville blive dyrt med konventionel aircondition. Bygningen med de forholdsvis store vinduespartier havde et beregnet kølebehov på 7 kW, men ved at kombinere jordvarmeslanger placeret i det højtstående grundvand med en luft-vand varmepumpe, der udnytter nattekulden, klares hele kølingen med tre cirkulationspumper, der tilsammen bruger 210 W eller 3 pct.
Kølingen af de enkelte rum i bygningen sker ved passiv køling med slanger i gulve og lofter tilkoblet varmevekslere, så de både kan anvendes til opvarmning og køling. Med passiv køling og opvarmning undgås træk. Temperaturen kan styres individuelt i hvert enkelt lokale.